onsdag den 2. maj 2007

Flickr - 23ting - uge 4 - Gaver fra Paris


Gaver fra Paris
Originally uploaded by pingvin2007.



Flickr kendte jeg i forvejen. Den første konto var kun for at prøve. Jeg uploadede et par billeder og kunne ikke søge dem frem. Tilfældigt fandt jeg ud af, at man skal have uploadet mindst 5 billeder, for at de bliver søgbare.

Mere seriøs blev udforskningen, da jeg ville lægge mine billeder fra min Antarktis-tur ud på nettet. Da fandt jeg ud af at samle i sæt (under Organize). Man kan også lave Collections, men det kan jeg ikke se det sjove i. Billederne fik en helt forkert dato - det blev også fixet under Organize - enten under Batch eller Edit dates. Man kan også her tildele emneord til mange billeder på en gang ved Edit tags. Når man lægger billeder på Flickr, er det vel generelt for at alle skal kunne se dem, og man giver billederne rettigheden Public. Der kan dog være visse begivenheder, hvor billederne kun er relevante for en mindre kreds, og man kan under Permissions ændre til family og/eller friends. Så må man invitere disse family og friends, som derefter er nødt til at oprette en konto på Flickr for at kunne se billederne.

Mht screenname er det normalt at vælge et lidt anonymt navn. Når folk i den store verden ser ens billeder, kan man få respons. Mine billeder har affødt 2 "tilnærmelser", hvor man så kan se nærmere på vedkommendes profil, før man accepterer at blive en Contact. Jeg er også blevet spurgt, om jeg vil tilsluttes en gruppe. I andre tilfælde kan folk udnævne et billede som favourite - det har jeg også oplevet. Man kan følge "trafikken" på ens billeder - hvor mange gang de er blevet set - udover af en selv. Det kan være de særeste billeder, der får høje tal. At billedet fra støvlerummet har været set 17 gang, kan nok undre. Så forstår jeg bedre, at et af pingviner på Petermann Island har været set 39 gange.

Man kan uploade 6 billeder ad gangen. Mine var ubehandlede og fyldte mere end 1 mb hver. Det tog lang tid at lægge 300 billeder ud. Jeg ramte også loftet for en måneds gratis upload og sprang ud i køb af abonnement - ca 140 kr om året for ubegrænset adgang. Derfor har jeg et lille "pro" ved mit skærmnavn. Det jeg har savnet, var hvordan man slanker sine billeder, så de ikke fylder så meget og er hurtigere at uploade. Kirsten Nicholson har givet mig et gratis program til formålet. Det må jeg have kigget nærmere på.

Det nye jeg har lært nu er, dels at finde kontaktpersoner, dels at sende billede + indlæg til min Blog - som jeg gør nu.




2 kommentarer:

Bente Jensen sagde ...

Hej Karen
Jeg sender hver mandag en mail til deltagerne i Kbh med lidt om de forskellige ting. Jeg har også fremhævet forskellige blogs, som jeg synes kunne være interessante. Jeg vil meget gerne henvise til dit indlæg om Flickr, der er rigtig mange gode overvejelser. Jeg håber, det er ok. Jeg laver det gerne søndag aften, så jeg kan dårlig nå at afvente din tilladelse. Københavnerne spørger jeg ikke om lov, men de kender mig jo også.
Men som sagt, jeg synes indlægget er så oplysende, at det skal ud til alle. God weekend fra København

Karen Bek sagde ...

Hej Bente!

Det er bare helt i orden - det er jo også derfor man skriver en blog. Jeg synes netop, jeg fik så meget ud af at arbejde med Flickr - uden at ty til hjælpen, men gennem udforskning og leg - i 23tings ånd -, at jeg mente, andre kunne have glæde af mine filosofier.