Russisk uge - om langsomhed

Sommeruniversitet: Lad os blive langsomme på ny
Politiken 30 juli 1999, Kultur og debat side 1
________________________________________
Af Iselin C. Hermann
Vi bliver nødt til at opfinde langsomheden igen - på trods af concorder,
mobiltelefoner og e-mails. For i langsomheden ligger hengivelsen gemt.
Sammen med overgivelsen og kærligheden, skriver dagens gæsteforelæser.
Det summer af sommer. Her er stille, det vil sige næsten stille, for henne
ved muren er der gang i bierne og blomsterne og min mor sidder i skyggen og
syr, mens min bror snitter i nogle pinde. Min far, som altid troede at han
kunne nå hele Proust på en sommer, sover med stråhatten ned over øjnene og
bogen er for længst gledet ned i græsset. Vi holder 'russisk uge'. Det var
en uge hver sommer, hvor vi legede gamle dage i Rusland. Derfor talte vi
ikke i telefon. Vi så heller ikke fjernsyn og hele huset lugtede af
hyldeblomstsaften som alle, der gik gennem køkkenet, skulle røre rundt i før
den blev hældt på flasker. Der blev læst op, og vi syede under samme lampe
og var glade for uanmeldt besøg.
Der var sådan lidt Tjekov over det, og man kunne ikke sige sig fri for en
snert af melankoli, sød melankoli, og inciterende kedsomhed. Men det var jo
bare en uge, selv om det føltes længere. En uge om året: Små tidsrum som
fylder i erindringen og folder sig ud.
En unplugged uge. Dybest set en skræmmende tanke for de fleste, næsten lige
så skræmmende som tanken om at slukke for respiratoren.

TELESLYNGEN
Jeg får ofte at vide at jeg er en idiot ikke at have e-mail-adresse og
adgang til nettet. Det er så tidsbesparende, siger de. Tænk, jeg synes at
folk sidder indfanget i det der net i timevis og bruger oceaner af tid
derude. Det er da ikke fordi jeg ikke kan se den interkontinentale
simultankommunikations force når vi taler forskning, videnskab og til nød
når vi taler nyhedsformidling. Men jeg hører også centrifugens hyletone. Vi
ser bomberne mens de falder, ser børnene i det øjeblik de bliver
forældreløse, syndfloden sekundet før den vælter ind over
landområdet og elmasterne og skærer forbindelsen over. Men selv om jeg ser
begivenhederne samtidig med at de sker, bliver de ikke mere virkelige eller
håndgribelige. Snarere tværtimod. Det hele bliver til film afbrudt af
reklamer eller er det reklamerne som bliver afbrudt af film? Så jeg slukker
for mit tv.
Men kobler jeg mig på nettet er jeg tilgængelig døgnet rundt. Jeg ved godt,
at jeg kun behøver at hente meddelelserne ind når det passer mig.
Men alligevel: Det forventes at jeg er hurtig på tasterne, når nu en eller
anden har haft snablen nede i min mailbox. Ligesom jeg hører det let
forurettede tonefald, når jeg ikke sporenstregs svarer på de telefonbeskeder
der står og blinker på min svarer. Jamen, jeg vil ikke stå til rådighed hele
tiden. Jeg vil ikke ind i teleslyngen. Og ikke om jeg vil ringes op midt ude
i en skov eller bedst som jeg sidder i mine egne tanker i toget, hvis mine
tanker ellers kan få ørenlyd for de andres telefoni (hvornår bliver det dog
forbudt?). Vi skal være effektive. Hurtige og effektive. Men hvor er
fordybelsen henne? Hvor er eftertænksomheden og lydhørheden? Pausen.

FLYDENDE
Hvor ofte har vi ikke af vores forældre fået at vide, at vi ikke skulle
sidde der - eller ligge der - og flyde. Men det er vel sådan, at vi er
langstrakte mens vi bliver til. Når man er ung, ligger man og flyder, mens
tankerne løber igennem ens hoved i strømme. Nogle gange drypper de, andre
gange er tankerne ved at løbe ud over alle grænser. Men udadtil er
teenageren ofte ulideligt langsom. Ukoncentreret og langsom.
Men sådan må det være, fordi der er så meget der skal forstås, omdefineres
og overvejes. Fysisk langsomhed kan være ligefrem proportional med åndelig
fordybelse.
Milan Kundera siger det på en anden måde i sin bog, som slet og ret hedder
Langsomheden: »Lad os forestille os en yderst banal situation:
en mand går på gaden. Pludselig ønsker han at komme i tanker om noget, men
mindet forflygtiger sig. I dette øjeblik sagtner han automatisk sin gang.
Én, der forsøger at glemme en pinlig begivenhed, som han lige har oplevet,
sætter derimod farten op, som om han hurtigt ville fjerne sig fra det, som
stadig er for tæt på ham i tiden«.
Uden vand intet liv. Det ved vi og kan føle det på vores egen krop. Men lige
så vigtig som vandet, er langsomheden. I langsomheden bliver vi flydende og
i langsomheden ligger hengivelsen gemt. Overgivelsen og kærligheden. Men dén
skal vel også være hurtig og effektiv, ligesom barndommen bare er noget der
skal overstås. For den er temmelig meget i vejen for forældrenes karriere og
nye ægtefæller. Og alt det henten og bringen! Nej, lad os se at få de unger
kønsmodne i en fart, så de kan blive hurtige og effektive og ikke ligge dér
og flyde, så de kan købe noget hurtig musik, nogle cd-rom spil og et par
musikvideoer, så de kan passe sig selv.
Hurtig og effektiv fra vugge til grav. Smil, du er på. Nå, nu behøver du
ikke smile mere, for nu er du ikke på mere. Nu er du død.

ET KOLDT OMSLAG
Hvis jeg har et eneste ønske for det næste millenium, så må det være at vi
opfandt langsomheden. Jeg siger med vilje ikke 'genopfandt'. For tidligere
var langsomheden en logisk konsekvens af postvognens sendrægtighed.
Afstandene var fysiske og kommunikation krævede tid og tålmod.
I dag skal langsomheden vælges på trods af teknikkens vidundere, på trods af
e-mail og Concorden. Langsomhed i stress-samfundet vil være en helt anden
end i gamle dage, fordi den kræver et valg og implicerer fravalg.
Jeg forestiller mig jordkloden for 200 år siden. Den hæver sig og sænker
sig: Jorden åndede og verdenspulsen var en anden. Nu har kloden fået nervøst
hjerte og åndedrættet hikster uregelmæssigt oppe i halsen.
Langsomheden er ikke længere en logisk konsekvens af noget som helst.
Tværtimod. Langsomheden skal opfindes på ny og lægges som et koldt omslag på
en feberhed pande.
Opfindelsen af langsomheden vil være epokegørende, fordi den vil føre så
meget omtanke og fantasi med sig. Har det ikke altid været et godt råd at
sove på en beslutning? For slet ikke at tale om suspensen mens man venter på
svar! Lad os være langsomme på ny, langsomme som aldrig før, og hengive os
til denne nyvundne tilstand inden årtusindet går på hæld og verden i
selvsving.
Og overvej så lige en gang til det med den 'russiske uge'.

Iselin C. Hermann har i mange år arbejdet som forlagsredaktør på Brøndums
forlag og debuterede i 1998 med brevromanen Prioritaire (Forlaget
Rosinante).